Forside Jens Nordsø kunstbog med stilleben maleri

Kunstbog

Biografi

Udstillinger

Kunstgruppe 6+2

Andre malerier

Udsmykning 1959 af Jazzhus Montmartre

Plade og CD omslag

Bog illustrationer

Politisk grafik

Slumstormer plade

Billedserier

ENGLISH
6+2 artgroup

Webmaster

Billedkunstneren Jens Nordsø

HVIS PENSLEN
ELLERS SWINGER

 

Helsides interview om pladeomslag og jazzmusik i dagbladet Aktuelt lørdag den 5-9-1959, redigeret af journalisten Jørgen Leth

Billedtekst: Jazzen blev det fortrukne motiv for maleren Jens Nordsø, som er den foretrukne cover-illustrator herhjemme

Faksimile af artiklen 741kb
(fra microfich, tekst ulæselig)
Stort billede 1,2mb

Udsmykning af Montmartre

Det første man ser når man kommer ind på Jazzklub Montmartre er et gipsrelief, som fylder det meste af endevæggen i baren. Belysningen over relieffet er - når det virker - god, den understreger de stærke sære linier i arbejdet. Det er et af de indtryk, man først associerer til når man hører ord som Montmartre, Stan Getz, Doodlin' [1]. Det er et af de visuelle indtryk der fæstner sig side om side med rummets stærke lyde.
[NOTE 1 fra Wilfred Gluud: Stan Getz spillere tit nummeret 'Doddlin' på Montmartre mens han boede i København, men har ikke indspillet det. Melodien er skrevet i 1955 af Horace Silver, der indspillede det sammen med Art Blakey's Jazz Messengers i 1955 Der findes instrumentale udgaver fra 1957 med både Dizzy Gillespie og Ray Charles, og i 1958 var det et hit med sangerinden med Sarah Vaughan]


   Jens Nordsø 28 år er en af de "6+2", kunstnersammenslutningen som fik den misundelsesværdige opgave at sørge for udsmykningen i en jazzklub. Han har lavet relieffet, men det var ikke første gang, han fik en opgave, der havde tilknytning til jazzmusik. Unge Nordsø er vel den eneste maler herhjemme, der ligefrem er etableret som billedmæssig tolker af jazz. En væsentlig del af hans allerede omfattende produktion har praktisk eller inspirativ udgangspunkt i jazzen. Et par af vore førende grammofonselskaber har indset det i for sig evident rigtige i at lade en kunstner, der faktisk interesserer sig for jazz, udføre emballagen til de dyre LP plader, og Nordsø har adskillige covers i sig - og antagelig flere foran sig.
  
   Jeg husker ganske tydeligt, hvordan det begyndte med min jazz interesse, fortæller Jens Nordsø. Jeg blev opdraget hos min mormor, som var meget interesseret i klassisk musik. Engang - jeg har vel været en fem seks år - glemte hun at lukke for radioen efter en koncert, hun havde hørt - og det var Louis Armstrong, der stod næst på programmet! Jeg kan ikke huske om jeg godt om det eller ej, men jeg kan huske chokket, den spontane oplevelse af forskellen på det, jeg var vant til at høre - og så dette mærkelige nye. Denne tidlige oplevelse af forskel har vist betydet en del for mig.
   Jeg har på en måde været heldig med min jazzinteresse. Smagsmæssigt har jeg gjort hele turen med. Først var det Glenn Miller, så blev jeg medlem af Hot Club of Denmark - og det jo folk, der holdt af at grave tilbage, som stod i spidsen for den, så der læste jeg alt om New Orleans. ... Ja, så kom boppen og alt det nyere ... Min pladesamling er ret stor og den rummer næsten lige meget fra hver stilepoke. Selvfølgelig optager den moderne jazz en stærkest i dag, men spørger man mig hvem der er min yndlingsmusiker, ville jeg måske svare sådan noget som Joe Turner. Hvis man ikke kan forstå og nyde den musik har man i mine øjne ikke begrebet et kuk af hvad jazz er. Som Oscar Pettiford siger, det er ikke afgørende, om man behersker sit instrument til fuldkommenhed, god jazz kan være enkel til det asketiske i formen - hvis den er god, er den alligevel indholdsmæssigt så rigt nuanceret som ingen anden kunst. I det hele taget det, at man med så enkle midler kan få så stærke ting frem, det er mange jazzmusikere store eksempler på - og det er en væsentlig ting fra mig. Oluf Høst sagde en gang: Hvis man kan gøre det banale smukt, så er man kunstner. Der findes storartede formalister, som ikke skaber noget af værdi ...
- Men hvordan går det til, at jazzen rent praktisk blev centrum i dit arbejde?
 Det var ganske ligetil. Jeg er uddannet reklametegner -- i begyndelsen tænkte jeg forresten slet ikke på at blive maler -- og dengang jeg gik på kunsthåndværkerskolen, gik jeg altid rundt og legede med den ide at man for pokker måtte kunne lave en original kunstnerisk reklame for jazzen. Den ligesom kræver noget helt specielt synes jeg. Konventionelle almindeligheder har slet ikke noget ærende hos jazzens folk. Ville nærmest være en uartighed.
   Så gik det altså bare sådan, at det startede med klassisk musik, for anden gang i mit liv. Jeg har lavet masser af covers til klassiske plader, inden nogen fik brug for noget nyt til jazzpladerne. Der er stadig ikke rigtigt kommet skred i jazzemballagen, bl.a. af den grund, at de fleste jazzcovers importeres fra Amerika, og derovre laver de næsten udelukkende fotocovers - som ofte er særdeles lækre forøvrigt. Der er endnu ikke rigtig skabt en tradition for tegnede jazzcovers, og hidtil har visuel gengivelse af jazzmusik bevæget indenfor en bestemt og begrænset mønster, så hvis man forsøger at gengive en oplevelse af et stykke jazzmusik i rene former og farver er det ikke just forståelse man møder. Den amerikanske tegner David Stone Martin har hidtil været den eneste virkelig etablerede jazzillustrator - og han har dannet skole. Martins facon virker umiddeldelbart logiske - han gengiver en mere udvendig oplevelse som både er forståelig og inciterende. Og han anerkendes af jazzfolkene, for han forstår sig på jazz, det ser man straks. Og dygtig det er han ....

Da jeg fornylig lavede et cover til en nyudsendelse af "Jazz at Massey Hall", tegnede jeg en sal og Gillespie og Charlie Parker er to punkter ud fra hvilke to perspektiver går. Jeg har jo oplevet den musik på den måde. 

Da jeg derimod skulle lave et George Lewis album,
var det fuldstændigt klart for mig at jeg måtte tegne manden, hans ansigt - og ikke musikkens former. Hans musik var jo ikke noget man ser, kunne ikke bære en større oplevelse - hvis det ikke var for disse herlige, gamle gutter. som spillede den. Hvis jeg tangerede noget af denne mands dejlige personlighed maatte jeg have ramt det afgørende i den sag. De havde sindet, disse mennesker, til at spille tværs over det skæve, falske, ufuldendte, det dilettantiske, hen til meningen med det hele. De var dårlige musikere  - men hvor var deres musik dog levende og smuk.
  Charlie Parker: Jazz at Massey Hall 1953 - 1959 Debut 124
 
A Musical Tour Of New Orleans with George Lewis - 1959 Storyville SLP103

Oscar Pettiford
- Hvordan ville du lave Oscar Pettiford [2], hvis du fik opgaven?
Der er to muligheder.
hvis jeg ikke havde kendt ham, ville der kun have været én. Men nu har han boet hos os i nogen tid, og hans personlighed kan ikke undgå at efterlade et indtryk. Ja, ham har lyst til at male. Ikke på samme måde som Lewis, selvfølgelig, men hør her, hvis jeg skulle male Coltranes musik, ville jeg lave noget med nogle stærkt bevægende former og grelle farver. Skulle jeg lave Oscar, måtte det blive noget klippefast, solidt ... Når man kommer til at kende en musiker og ser, at hans person er i dyb overensstemmelse med den musik han spiller, så får man lyst til at fange mandens person ... Der kan de gode fotografer måske nå dybere.
[
NOTE 2 af Wilfred Gluud: bassisten Oscar Pettiford boede hos familien Nordsø i 1959 samt indtil sin død i 1960 - Nekrolog og og bisættelse - 2 sider om Oscars liv i Montmartre-bogen(2008) ]

Billede fra 1959/60 af Oscar Pettiford sammen med Stan Getz lånt fra Montmartre-bogen

Generelt må jeg sige, at den måde, man almindelig afbilder jazzen på er temmelig ensporet.  Man er vænnet til at betragte jazzen som en bestemt klart defineret ting, ikke til at opfatte de utallige nuancerede udtryk, den rummer. John Lewis udtalte engang sin forundring over, at filmfolk normalt kun bruger jazzmusik, når situationen i en film kræver jazz. Først nu er det ved at gå op for dem, at jazzen er bedre en den meste filmmusik kan anvendes til at skildre, til at ledsage en handling. Den samme indstilling har nogle grammofonfolk, de vil have covers, som simpelthen siges JAZZ! - i stedet for et billede af den enkelte plades bestemte indhold.
- Arbejder du bevist med det enkelte stykke musik?
Jeg må først vide hvad det er for musik. derfor lytter jeg intenst i flere dage før jeg begynder at forme noget. det ligger i sagens natur, at mit billede gengiver en helt subjektiv oplevelse. det er langt fra sikkert, at den rører ved noget hos andre. Men hvis jeg på den anden side gør mit job godt, kan jeg måske bevæge andre til at føle de samme ting ved den musik, som jeg har følt. Det er min fejl, hvis jeg ikke i mit billede kan tegne den afspændte åndfuldhed, den åbenhed, som er i Miles Davis musik. Når det lyder, som musikerne får deres inspiration et eller andet mærkeligt sted fra og glemmer sig selv ...
- Gælder musikkens eller maleriets æstetik i dit billede?
Maleriets. Det skal være en god tegning, ellers kunne man jo have undværet den. Den må også kunne betyde noget uden at stå ved siden af inspirationskilden. Det åndfulde må komme gennem følelse og bevidsthed.
- Ønskeopgaver?
Nej, bare jeg får opgaver, som siger mig noget. Hvis musikken ikke appellerer klart til mig, er jeg blank. Så må det blive kommercielt ... En af de opgaver, jeg har været gladest for, var relieffet på Montmartre. Da jeg begyndte på det, havde jeg lige hørt en plade med Eddie Lang og Johnny Dodds [3] i en udsendelse om sort og hvid jazz. Det var en vidunderlig plade .... det kølige i Langs guitar og det varme, spontane i Dodds' klarinet smeltede, synes jeg, sammen til et universelt udtryk for jazzens indhold: kontrasten mellem det bløde og det hårde, det sorte og det hvide. Den plade blev et symbol for mig - og symbolet har jeg forsøgt at tegne i mit relief.
[NOTE 3 af Wilfred Gluud: Begge kunstnere har Jens sikkert hørt spillet i samme radioprogram, men selv om de er samtidige New Orleans musikere har de ikke spillet sammen på plade. Begge spillede med King Oliver, men ikke samtidigt. Eric Lang var af italiensk herkomst, og spillede både med sorte og hvide orkestre.]
- Er reklamebranchen en god arbejdsgiver for det kunstnerisk talentfulde?
Den kunne være bedre. De mange kedelige kommercielle tryksager er hverken kunstnerens eller publikums skyld, men de folk, som betaler det. Folk er slet ikke så bange for kunstnerisk kvalitet, som man går rundt og tror. Hvis der var en friere indstilling hos forretningsfolkene, ville tingene ændre sig, der ville simpelthen blive et behov for den kunstnerisk ansvarlige reklame. At handle med sæbe er jo kommercielt, men man kunne da for pokker nok gøre jobbet ordentligt, i det mindste lave noget sjovt. Som man ser det i mange udmærkede reklamefilm. Reklame behøver ikke være så fjollet, som forretningsfolkene forsøger at bilde folk ind.

Udsmykning af Montmartre - Pladeomslag - Bog illustrationer - Retur til forsiden - Opdateret 17-11-2015

Bidrag til udbygning af hjemmesiden modtages meget gerne, 
fotos, udklip eller tekst. Webmaster
Wilfred Gluud